keyboard_arrow_down

SDCS & LU Køge

Del på LinkedIn

4600 kvm højhus i 5 etager til lægestuderende og diabetescenter

Den nye bygning skal huse en forskningsenhed til Steno Diabetes Center Sjælland (SDCS) og faciliteter til Region Sjællands lægeuddannelse.

Byggeriet har et totalt bruttoareal på 4626 m2. Af dette areal udgør SDCS’ to etager 1684 m2 brutto,
Lægeuddannelsens tre etager 2536 m2 brutto, teknikhus på tag 190 m2 brutto, nyetableret kælder 150 m2 brutto og forbindelsesgange til de omkringliggende bygninger 66 mbrutto. 

Byggeprojektet (TE06), som er en del af det samlede nye Sjællands Universitetshospital i Køge, omfatter i alt cirka 4.600 kvm nybyggeri i fem etager med direkte forbindelser til eksisterende bygninger og kældre. Placeringen giver sammenhæng med de øvrige uddannelses- og forskningsaktiviteter, som sammen med behandling udgør fundamentet i universitetshospitalet. 

Husets funktioner har fælles foyer, men har derudover hver sine dedikerede områder i huset. Steno Diabetes Center Sjælland placeres i de to nederste etager, mens lægeuddannelsen placeres i de øverste tre etager af nybyggeriet. 

Disponering
Bygningens hovedindgang vender mod syd og er synlig og let tilgængelig fra den store parkeringsplads og hovedindgang vest. 

Vindfanget er trukket tilbage, og bygningens geometri danner naturligt en overdækket indgang, som giver ly fra vind og vejr. Adgangen for besøgende til SDCS er tydelig og let at finde, og receptionen er placeret umiddelbart efter vindfanget. Derudover kan man blive sat af og hentet umiddelbart udenfor. 
Der er placeret en trappe og elevator efter bygningens fælles vindfang, der vender mod ankomstarealet. Dette sikrer, at SDCS’ brugere har nem, tydelig og central adgang til funktioner på begge sine etager. 

LU’s brugere kan få et indblik i den spændende hverdag på SDCS’ etager før de fortsætter op i bygningen, og eventuelt specialisere sig i den retning. 

Dermed er intentionen, at husets to hovedbrugergrupper kan indgå i en positiv symbiose. 

Fleksibilitet og godt flow
Den nye bygning danner en ramme med høj grad af fleksibilitet; dette gælder både i indretningen, hvor bærende facader og meget få faste skillevægge sikrer en åben plan, der kan indrettes vilkårligt og i installationerne, som har simple og ligefremme føringsveje med god plads til at udvide eller omlægge installationerne over tid. 

Bygningens funktioner er udlagt efter bygning U’s og rumfunktionsprogrammets standardrum og moduler, hvilket skaber fleksibilitet og sammenhæng med det øvrige hospitalskompleks, da rummene let kan omdannes til andre standardrum. 

Bygningens to ben, der henholdsvis griber det eksisterende hospital og bygning U via gangforbindelser, danner en vinkel. Som hængsel i denne vinkel står en central teknik- og toiletkerne, der er gennemgående på alle etagerne. 

Fra denne kerne er der korte føringsveje, og i tillæg sikres et godt og fleksibelt flow på etagerne, da man altid kan bevæge sig rundt om kernen. Yderligere bevirker kernens indeliggende placering, at facadearealet kan udnyttes til at give lys og udsigt til funktioner og fordelingsarealer. 

På alle etagerne udnyttes den nord-sydgående akse til at trække lys ind i bygningen og til at skabe kontakt til det grønne gårdrum. 

Denne centrale zone med korte afstande til etagernes funktioner indrettes som bl.a. patientventeareal, uformelle mødesteder, Lounge og Hjemstavnslokale. 

Undervisnings- og møderummene, der har høj personbelastning, er aldrig placeret mod syd for at sikre et stabilt og godt indeklima, hvor behovet for køling og solafskærmning minimeres.

Bygningen viderefører de arkitektoniske værdier og udtryk som Bygning U. SDCS er naturligt markeret af basens røde teglsten og LU fremstår i hvide krystallinske betonfacader

SDCS
Steno Diabetes Center Sjælland er placeret på de to nederste etager i den nye bygning. På stueplan er de hovedsagligt patientrelaterede funktioner placeret, mens der på 1. sal hovedagligt er medarbejderfaciliteter udover undervisningsfaciliteterne.

LU
Lægeuddannelsen er placeret på 2., 3. og 4. sal i den nye bygning.

Når man ankommer til LU på 2. sal, er det første man møder det store lounge-område, der spænder hele vejen igennem bygningen fra nord til syd, med udsigt til haven og adgang til altan mod syd. Loungen er direkte forbundet til det store auditorie, der er placeret på 2. sal og fungerer også som et foyerområde til auditoriet. Derudover er der placeret to auditorier samt stille- og grupperum på denne etage.

På 3. sal spænder Hjemstavnslokalet ud på samme måde som loungen, Hjemstavnslokalet har således også direkte adgang til altan og udsigt til haven.

På 4. sal er personalerum samt kontorer placeret, tættest på forbindelsen til bygning U. Desuden placeres auditorier, stille-, gruppe- og pauserum her.

Flowet imellem de tre LU etager foregår igennem de tre trapper samt den centralt placerede elevator.

Byggeperiode

30. juli 2021 - 10. november 2023

Areal

4.600 m2

Arkitekt

Cubo Arkitekter og Force4 Architects

Ingeniør

Sweco Danmark

Bygherre

Region Sjælland

SDCS & LU Køge
SDCS & LU Køge
SDCS & LU Køge
keyboard_arrow_up