Royal Arena
Del på LinkedInEn arena af international standard med både sport, musik og kultur. Selve placeringen gør arenaen attraktiv for gæster fra både ind- og udland. Ambitionen er at skabe et velfungerende og blandet byområde i København, hvor byliv, sport og fritidsaktiviteter er i fokus.
Royal Arena får plads til op til 15.000 siddende og stående tilskuere til kultur- og musikarrangementer. Til sportsbegivenheder vil kapaciteten være 12.500 tilskuere. Arenaen bliver fleksibel og skalérbar, så det er muligt at afholde arrangementer, hvor kun en mindre del af arenaen og tilskuerkapaciteten udnyttes.
Arenaen får en størrelse på op til 35.000 m2 med store foyerarealer og plads til caféer, restauranter og barer, som giver god plads til publikum. Hertil kommer store servicearealer til optrædende kunstnere, sportsudøvere og arenaens servicefunktioner. Salen bliver blandt de bedste i verden ift. komfort, akustik og funktionalitet.
Med sit markante nordiske design og sin unikke fleksibilitet bliver Royal Arena et vartegn for hovedstaden. Her går kvalitet, funktion og design op i en højere enhed.
Arkitektonisk er arenaen domineret af to elementer: et bølgende bånd af lameller, der smyger sig rundt om bygningen og en ’plint’, der danner base for arenaen og strækker sig ud i området omkring. Plintens organiske form skaber et varieret byrum med nicher og pladser rundt om arenaen og fungerer samtidig som bindeled til det omgivende bolig- og erhvervskvarter. Over plinten svæver et bølgende bånd af gyldenfarvede tegl-lameller. Tilsammen danner de en semitransparent facade, der tillader forbipasserende at få et glimt af aktiviteterne indenfor. Ved indgangspartierne trækker facaden sig op så bygningen åbnes og naturligt signalerer ’indgang’.
Byggeperiode
2013 - 2016
Adresse
Hannemanns Allé 18, København S
Areal
35.000 m²
Arkitekt
3XN og HKS Architects
Ingeniør
Arup og ME Engineers
Bygherre
Arena CPHX P/S