keyboard_arrow_down

Herningsholmskolen

Del på LinkedIn

Projektet omfatter opførelse af ny 3-sporet skole i 3 etager med faglokaler, værksteder, øvrige undervisningsrum, personalefaciliteter, centrale rum, administrative faciliteter, SFO, tandpleje, idrætsfaciliteter og udenoms arealer. Det samlede bruttoareal på den nye skole bliver 10.500 m2, inkl. ombyggede indskolingsarealer, musiklokaler samt gangareal mellem hal og musik, men ekskl. hal og udhuse. Nedrivning udføres efterfølgende.

Den nye Herningsholmskole i Herning udformes med udgangspunkt i begreberne Læring, Trivsel og Fællesskab, som står i centrum for visionen for den nye skole, og udgør de grundsten som skolens pædagogiske principper er bygget op omkring.Herningsholmskolens målsætning er at skabe et naturligt læringssted med fokus på bæredygtig­hed, sundhed, udeliv og bevægelse samt sansning, leg, læring og nysgerrighed overfor naturen.

Stedets funktioner skal, udover at være en fantastisk skole, være et samlingssted for hele området. Et sted hvor det er muligt at afholde teater, koncerter, foredrag, fritidsaktiviteter, fællesspisning, og sportsaktiviteter. 

360 graders skole
I den nye skole er det centrale Torv en viderebearbejdet, indendørs udgave af skolegården midt i skolen. Afdelingernes fællesrum samt faglokaler har alle ‘facade’ ud til Torvet, som muliggør at skolens fællesfaciliteter forbindes nært på tværs af det centrale Torv. Fællesrummene er dermed alle forbundet direkte til hinanden, hvilket styrker fællesskabet.

Hovedankomsten til skolen sker fra vest. Fra hovedindgangen passerer man først administrationen på højre siden inden man kommer ind til skolens ’Torv’, der udgør skolens centrale hjerterum. Torvet er på sin højre side flankeret af skolens kreative faglokaler.

Mod vest i retning mod hovedindgangen bindes Torvet sammen med multisalen, der også rummer en fast scene med sidescener. Fra multisalen er der igen tæt forbindelse til det eksisterende musiklokale og idrætshal.

Krea-området er disponeret i stueplan og er forbundet med Torvet gennem et åbent kreativt fagtorv; byggepladsen. Fagtorvet er et åbent værkstedsområde, hvor eleverne også kan udstille deres arbejder. Pedelfaciliteter er placeret i forbindelse med Krea-området.

Indskolingen er fordelt på to etager med skolens yngste elever i stueetagen ved siden af specialafdelingen og med 1. og 2. klasse placeret på første sal. Klasselokalerne vender ud mod fællesrum, hvor årgangene kan mødes på tværs. En stor læringstrappe forbinder årgangene med hinanden. I stueetagen er SFO1 placeret.

Mellemtrinnet er fordelt mellem stueetagen og første sal i sin egen afdeling. To årgange deles om et fællesrum. De to fællesrum forbindes via en forbindelses-/læringstrappe, der ligger centralt i rummet og som knyttes til afdelingens SFO2-faciliteter.

Science-området på 1. sal består af store og regulære rum for henholdsvis Natur/teknologi, Geografi/biologi og Fysik/kemi med tilhørende depoter. Alle rum deler et åbent science-værkstedsområde, der har forbindelse til skolens Torv. Fra afsnittet er der adgang til udeværksteder i terræn.

Personalefaciliteter er fordelt på alle tre etager, med de fælles personalefaciliteter liggende centralt på første sal ved Torvet og tæt på administrationen. 

Tandpleje med venteværelse og reception er placeret på 1. sal. Herfra er der direkte adgang til profylakserum og klinikrummene, samt de tilhørende rum til sterilisation og laboratorium mv. Den bagerste del rummer administration og personalefaciliteter.

Udskolingen har hjemme på hele anden sal. Udskolingens etage er disponeret i 3 overordnede områder for henholdsvis 7., 8. og 9. årgang, men overgangen mellem områderne er flydende, og undervisningsrum, fællesrum og grupperum og nicher kan let benyttes på tværs af årgangene. Fra alle årgangsafsnit er der direkte forbindelse til tagterrasser.

Arkitektur
Den nye bygning er disponeret som en kompakt bygning i 3 etager. Bygningsvolumenet er opdelt i en række mindre afsnit, der tilsammen danner et sammensat bygningskompleks, der er oplevelsesrigt og har en imødekommende og menneskelig skala. Både horisontalt og vertikalt opstår der forskydninger i bygningskroppene, hvilket leger med overgangen mellem ude og inde. De enkelte afdelinger knyttes rumligt sammen af Torvet, der tilsammen udgør bygningens hjerte.

Eksteriør og interiør
Skolens udvendige materialer består af teglsten, facadeplader i aluminium, thermowood og glaspartier i træ/alu.

I interiør anvendes rå og robuste materialer, som glas og beton, som får modspil af naturens organiske overflader i form af træ og grønne planter. Vinduer er generelt træ-alupartier, der indvendigt fremstår i lakeret træ. Store facadevindue partier er dog rene aluminiumspartier. Fast inventar fremstår fortrinsvist i træ og linoleum.

Bæredygtige materialevalg
Her kan som eksempel nævnes bygningens udformning, der med sin udformning skaber gode dagslysforhold, optimeret kvadratmeterdisponering og en bygningsmasse med kontakt på tværs af de enkelte afsnit. Derudover er solafskærmningen en integreret del af skolens vinduespartier, hvorved overophedning afhjælpes. For at nedbringe klimabelastningen fra byggeriets materialer benyttes en ”less” mursten til alle murede facader. Samlet set giver en besparelse ift. CO2 udledningen på ca. 10%.

Bæredygtig dannelse
Skolens ressourceforbrug synliggøres ved at sikre let tilgængelig affaldssortering, genbrug af materialer i undervisningen mv. Eksemplevis kan det kreative fagtorv benyttes til ”Bytte-børs” - Skolens genbrugsplads.

Byggeperiode

23. august 2024 - 22. januar 2027

Adresse

Sjællandsgade 86, 7400 Herning

Areal

10.500 m2

Arkitekt

GPP Arkitekter

Ingeniør

AFRY

Landskabsarkitekt

byMUNCH

Bygherre

Herning Kommune

Herningsholmskolen
Herningsholmskolen
Herningsholmskolen
Herningsholmskolen
Herningsholmskolen
Herningsholmskolen
keyboard_arrow_up