Herning Svømmehal
Del på LinkedInHerning Kommune opfører et nyt 50 m bassin med tilhørende undervisningsbassiner og vandbehandlingsanlæg. Anlægget indrettes i tilknytning til bestående svømmehal, og der nyopføres i øvrigt klubfaciliteter, administrationsfaciliteter og sekundære rum for foreningsaktiviteter og depoter. I alt skal der etableres cirka 4.000 m².
Tilbygningen tager arkitektonisk udgangspunkt i det ikoniske bølge-tag på den nuværende svømmehal fra 1971. Og i inspirationen fra svømmesportens dynamiske armbevægelser, som bliver overført til buede tagkonstruktioner i limtræ og kobber på den nye del af svømmecentret.
Taget er det bærende element i tilbygningen, og vil fremstå som den del, der binder hele bygningen sammen. Understøttes af en simpel facadeopbygning med beton søjler og større vinduespartier.
Betonen er gennemgående materiale i bygningen, der dog brydes af limtræsbjælker og flisebelagte gulve. Der er valgt en enkel materialeholdning, idet at vandet og bassinerne med deres turkise farve vil generere rigeligt med farve i bygningen.
Dele af de bassiner, der i december 2013 blev brugt under EM i Svømning i Jyske Bank Boxen, bliver genbrugt i det nye, permanente 50-meter bassin.
Energi
Gennem en integreret energidesignproces er bygningen udformet med hensynstagen til æstetik og funktionalitet på lige fod med energiforbrug og indeklima. For at opnå dette har teamet gjort brug af Trias Energetica-modelle, som en del af den integrerede designproces. I det første af tre trin optimeres passive tiltag, såsom klimaskærm, vinduer, kompakthed, afskærmning, naturlig ventilation og dagslys. Dernæst implementeres de aktive tiltag i form af bl.a. energieffektive ventilationsanlæg. I sidste trin integreres de vedvarende energikilder, såsom solceller, hvorved der til slut opnås et højeffektivt og arkitektonisk spændende bygningsdesign. Resultatet bliver en bygning, der overholder kravet til bygningsreglementets lavenergibygning 2015 med et begrænset antal solceller, der placeres øverst på tagfladen uden gener for omgivelser og uden skyggegivere.
Byggeperiode
2016
Adresse
Brændgårdsvej 20, 7400 Herning
Areal
4.500 m²
Arkitekt
Bayarch og Aqua-Teknik
Ingeniør
MOE
Bygherre
Herning Kommune