Herning-firma skal færdiggøre gymnasium i Lyngby

Del på LinkedIn
20.01.2021 . Vinderprojekt

 

04.01.2021 skrev Lars Dalsgaard Adolfsen, Building Supply følgende:

Nu ser det endelig ud til, at erhvervsskolen Technical Education Copenhagen (TEC) kan få færdigbygget det nye H.C. Ørsted Gymnasiet i Lyngby. Projektet gik ellers i stå, da totalentreprenøren Anker Hansen & Co. gik konkurs den 28. maj 2020. 

Efterfølgende har TEC, der er bygherre, iværksat en større oprydning på byggepladsen, ny projektering samt gennemført et nyt udbud for at finde en entreprenør, der kan færdiggøre byggeriet. 

I udbudsrunden var der fire entreprenører i spil: EK Entreprise, Combi Byg, Jakon, samt C.C. Contractor, fortæller projektdirektør Lasse Kristensen, TEC, til Licitationen - Byggeriets Dagblad. 

Vinderen blev C.C. Contractor fra Herning, som inden for uddannelsesbyggeri har bygget for professionsskolen Absalon, VUC Storstrøm samt et nyt gymnasium i Albertslund. 

Prisen stiger med en tredjedel 
Med valget af ny entreprenør ligger der nu en tidsplan for færdiggørelse af byggeriet, som ifølge projektdirektøren er nået halvvejs. 

Tidsplanen indebærer, at TEC flytter ind i slutningen af året, så man er klar til at påbegynde undervisning fra den 1. januar 2022. Det var ifølge meddelelsen det hurtigst mulige i forhold til den samlede pris for byggeriet, som nu bliver cirka en tredjedel højere end det oprindelige budget. 

– Vi glæder os til, at vi kan tage det nye byggeri i brug, og heldigvis ser vi også, trods den betydelige ekstraregning, at det ikke får betydning for byggeriets kvalitet og de nye rammer, bygningen skaber for undervisningen, udtaler Lasse Kristensen. 

Hvor meget denne ekstraregning sender den samlede pris op på ønsker han ikke at oplyse.

Farvel til rådgiverholdet 
Da Anker Hansen & Co. tilbage i marts 2018 vandt gymnasieprojektet var det sammen med et hold bestående af Kant Arkitekter, Orbicon og Thing Brandt Landskab. 

Nu har bygherrerådgiveren AI overtaget disse roller, oplyser Lasse Kristensen. 

Dog har Thing Brandt Landskab sammen med AI forestået den nye projektering efter Anker Hansens & Co.s konkurs. 

keyboard_arrow_up